Konfirmation er en kirkelig handling, der i Danmark indførtes i 1736 med pietismen. Ifølge luthersk tradition bekræfter Gud konfirmanden som sit barn, som det blev det i dåben, hvorfor dåben er en forudsætning for at kunne konfirmeres. Som ritual betragtet er den folkekirkelige konfirmation bygget over firmelsen, det katolske sakramente der i Danmark normalt meddeles af den katolske biskop af København til enhver praktiserende katolik i 12-15 ‘års alderen.
I lutherske kirker finder konfirmationen normalt sted i 13 til 15-års alderen. I tidligere tider var det tegn på, at konfirmanden var trådt ind i de voksnes rækker efter endt skolegang.
Efter konfirmationen fejres de unge ofte ved den såkaldte blå mandag, hvor de går i byen og optræder som voksne (med alt hvad dette indebærer).
Der findes også en borgerlig konfirmation, der ikke involverer kirkelige handlinger, men markerer overgangen fra barndom til det at være voksen. Denne betegnes undertider nonfirmation.