hvad er dit bryllups budget
Man hører tit bemærkningen, at der er gået inflation i bryllupsfesterne. Det hele skal være så flot, og bryllupsbudgetter på mellem 50.000 og 100.000 kroner hører ikke længere til sjældenhederne.
Men i mine øjne er der ikke tale om en negativ udvikling, for denne udvikling er vel bare udtryk for, at vi i vores samfund er blevet mærkbart rigere gennem de seneste årtier. Der bruges i dag næppe ret meget mere på et bryllup, end tilfældet var for et halvt århundrede siden, hvis man udregner det som en procentdel af brudeparrets samlede indkomst.
Og hvis et ekstra flot bryllup er det, brudeparret ønsker for at markere deres beslutning om at leve sammen, så skal vi andre ikke kritisere den beslutning.
Til et rigtig flot bryllup hører jo ikke kun en god fest, men også den rigtige “udklædning”. Det er let nok med brudgommen, når man altså har bestemt sig for niveauet: Skal det være kjole og hvidt, eller kan et almindeligt, pænt jakkesæt gøre det? Når først den beslutning er taget, går indkøbet som regel hurtigt og smertefrit.
Langt mere tid bruges der på en brudekjole, for den skal selvfølgelig være det helt store skrud, som kan få bryllupsgæsterne til at tabe både næse og mund. Og der bruges i de fleste tilfælde også langt flere penge på brudens outfit end på gommens. Brudekjoler er en dyr fornøjelse til ofte mange tusinde kroner, og det er selvfølgelig især dyrt, fordi kjolen i mange tilfælde kun bruges denne ene gang.